Bliv superbruger med disse 13 tips

Med ganske få midler kan du få meget mere ud af din PC i hverdagen og få mere fra hånden på kortere tid. Hvis du implementerer nogle af nedenstående tips og tricks i dine daglige rutiner, så går der ikke længe, inden kollegerne skæver misundeligt til dine PC-evner.

Find og slet store filer

Med et værktøj kaldet WinDirStat (Windows Directory Statistics) kan du nemt og hurtigt finde hvilke filer og foldere, der optager mest plads på din harddisk. Derefter kan du slette dem, du ikke bruger og frigive tonsvis af plads. Hvis du bruger MacOS så kan du bruge programmet Disk Inventory X, der gør det samme.

Klar-Parat-START

Hvis din PC er lang tid om at starte op, så kan det være fordi, du har for mange programmer, der starter op samtidigt. At reducere antallet af programmer, der starter op automatisk, er faktisk ret nemt, og det vil uden tvivl gøre din computer mærkbart hurtigere. For at ændre i programmerne kan du gå til ”Kør” ved at trykke Windowstasten + R og taste ”msconfig.” I vinduet, der dukker op, skal du vælge ”Start”-fanen. Herfra kan du selv vælge og slette opstartsprogrammer, og potentielt reducere start-processen med flere sekunder og minutter.

Husk ikke at fjerne programmer, som du ikke er sikker på funktionen af. Det kan gøre mere skade end gavn, så vær sikker i din sag, inden du fjerner programmer.

Slet et helt ord ad gangen

Hvis du skal slette et ord, behøver du ikke at holde Backspace-knappen inde. Tryk i stedet for på CTRL-knappen samtidig med at du trykker på Backspace-knappen. Dette gør sletteprocessen meget hurtigere (især hvis du har skrevet speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode).

Indsæt kopieret tekst uden formatering

Når du kopierer tekst fra en hvilken som helst kilde til en anden, vil du typisk også kopiere formateringen fra kilden. Det er ikke altid hensigtsmæssigt, og hvis du gerne vil undgå at have typografi, links, ordmarkeringer mm. med, så kan du indsætte teksten ved at klikke CTRL + SHIFT + V fremfor at bruge standardversionen CTRL + V. Dette gør, at computeren indsætter teksten som ren tekst.

Bemærk at selvom ovenstående genvej virker i hundredevis af applikationer (fx. Google Chrome, Evernote mm.), så er det ikke en systemfunktion, og programmer kan derfor godt vælge at lade være med at reagere på den. Dette gør sig bl.a. gældende i Microsoft Word.

Bedre monitorkontrol

Der er flere tastaturgenveje, der giver dig bedre kontrol over åbne vinduer, når du bruger flere skærme.  Hvis du klikker på Windows-tasten + en piletast placerer det aktive vindue sig snorlige i en af siderne eller hjørnerne af din skærm. Hvis du tilføjer Shift-tasten til manøvren, så rykkes det aktive vindue til den anden monitor. Sidst kan du nemt og hurtigt opsætte en ekstra skærm ved at klikke Windows + P, så du slipper for at skulle rode rundt i kontrolpanelet eller Skærmindstillinger.

Åbne en lukket fane igen

Kender du det med, at man lukker en fane ned, og efterfølgende opdager, at man ikke helt var færdig med at bruge den? Genvejen CTRL + Shift + T åbner den sidst lukkede fane op, og du behøver derfor ikke gå den lange vej via Google igen.

Omdøb en fil hurtigt

Du kan omdøbe en fil hurtigt ved at markere den og trykke F2. Vores brugere rapporterer, at de i gennemsnit sparer 0,7 sekunder med denne genvej, så hvis du har mange filer, der skal omdøbes, kan det hurtigt blive til timer du får frigjort. Protip: du kan omdøbe den næste fil i rækken ved at bruge Tabulator-tasten.

Omdøb en filsekvens hurtigt

Du behøver ikke et stykke software for at omdøbe flere filer på samme tid. I forlængelse af ovenstående kan du omdøbe en hel sekvens af filer ved at markere alle de filer, som du ønsker omdøbt, klikke F2 og taste filens nye navn. Dette vil automatisk omdøbe alle de andre filer til det samme blot med endelsen (1), (2), (3) osv.

Backup dine vigtige filer

Rigtige mænd tager ikke backup – de græder. Kloge mænd (og kvinder, naturligvis) derimod husker regelmæssigt at tage backup. Både af ”work in progress” og færdige opgaver. Man kan naturligvis gøre det manuelt via en public cloud, som fx Dropbox eller Google Drev, men hvis man ønsker en solid og uafhængig løsning, kan IT Relation være behjælpelige. Vi kan sørge for, at backup tages helt automatisk, så du ikke skal spekulere mere på det. Fik vi sagt at alt data opbevares i vores sikre hostingmiljø på dansk jord?

Privat browsing

I ny og næ kan vi alle have ønsket om at gemme vores søgninger for nysgerrige øjne. F.eks. hvis du shopper julegaver på en delt computer, er det rart, at både cookies er deaktiverede samt at historikken ikke bliver gemt. Hvis du bruger Google Chrome som browser, kan du klikke CTRL + Shift + N og hvis du foretrækker Mozilla Firefox eller Internet Explorer / Microsoft Edge, så kan du passende bruge CTRL + Shift + P.

Læs når du installerer

Selv store, anerkendte softwarehuse, pakker ofte deres software i ”løsninger”, så man ikke bare får den software, man har brug for, men også nogle ekstraprogrammer med, når man downloader softwaren. Dette er man sjældent interesseret i, og det kan derfor godt betale sig lige at skimme teksten, der står i installationsprocessen, og evt. hakke de korrekte felter af.

Windows + L låser computeren hurtigt

Skal du på toilettet eller over og hente kaffe, så kan du nemt og hurtigt låse din computer med Windows-tasten + L. Du undgår dermed nysgerrige mennesker, pilfingre og dårlige jokes fra kolleger eller venner, da det kræver dit kodeord at få adgang til din computer igen (såfremt du har et).

Kørsel af programmer på en inficeret PC

Hvis du er blevet ramt af malware, så kan du typisk ikke køre specifikke programmer og installationsfiler. Det hjælper ofte at ændre filendelsen på installationsfilen fra .exe til .com, hvilket giver dig mulighed for at køre programmet, selvom filen reelt har ændret type.

Bliv mere produktiv

Hvis du stille og roligt begynder at implementere nogle af ovenstående genveje i dit daglige PC-brug, kan du på sigt spare meget tid. Du bliver mere produktiv og slipper for alle de små tidskrævende ”irritationsmomenter” i dagligdagen.

 

Vil du vide mere, så kontakt IT Service Desk

Hør også hvordan vi kan hjælpe jer med at anskaffe det rigtige IT-udstyr, hardware og software.

keyboard_arrow_up