Sådan får du mere ud af Android

Googles Android har for længst vippet Apples styresystem af pinden som den mest brugte software til håndholdte enheder som smartphones og tablets. En stor del af Androids popularitet skyldes, at softwaren er fri, og telefonproducenter og andre interesserede, derfor kan modificere i koden og tilpasse systemet, så det passer til deres enheder. Google, som har udviklet Android kommer jævnligt med opdateringer og tilføjer nye funktioner, så systemet hele tiden bliver bedre og bedre. Producenter, som Samsung, LG og HTC, tilføjer også jævnligt producent-specifik funktionalitet, og det kan derfor være svært hele tiden at holde sig opdateret på, hvad systemet nu er i stand til. I denne artikel får du nogle af de bedste tips og tricks, så du kan få mere ud af din Android-enhed.

Lav en sikker låseskærm

Android-telefoner kommer med flere forskellige former for sikkerhedskoder, der låser startskærmen og indholdet. De fleste telefoner vil foreslå dig at oprette en sikkerhedskode (tastaturlås) under installationsprocessen, hvilket du naturligvis bør gøre. Typisk kan du vælge imellem en PIN-kode, et mønster og et kodeord, der kan bestå af både tal, bogstaver og tegn. Flere og flere enheder tilbyder dig også en biometrisk låsemekanisme, hvor du med dit fingeraftryk kan låse en telefon op. For at lave en sikker låseskærm kan du klikke dig ind til systemindstillinger og finde sikkerhedsmenuen. Nogle telefon-modeller har en separat menu, der kun omhandler låseskærmen, imens andre har indstillingerne placeret under et punkt kaldet sikkerhed.

Såfremt du ikke har en form for adgangskontrol, har du heller ikke adgang til tjenester, såsom Android Pay og gendannelse af fabriksindstillingerne, da disse funktioner skal være beskyttet for at kunne bruges.

Deaktivér fyldet

De fleste telefoner ankommer fra fabrikken med en række applikationer, der på forhånd er installeret. Typisk er det producentens eget indhold, som de ønsker, at du skal bruge. Det er dog de færreste, der rent faktisk bruger disse applikationer, der tit ligger i menuen og fylder. Heldigvis kan du deaktivere fyldet, så din telefon fremstår ryddelig. Åben applikations-menuen via dine systemindstillinger og find den applikation, du ønsker at fjerne på listen. I toppen af skærmen vil du se en ”deaktiver”-knap, som du kan trykke på. Denne fjerner applikationen fra din menu, så den hverken fylder eller kan køre i baggrunden.

Tilpas din hukommelse

På flere enheder, hvor der kan isættes et eksternt datakort, er der nu med Android 6.0 (Marshmallow) kommet en ny funktion, der gør det muligt at sammenlægge den eksterne hukommelse med den interne. Det vil altså sige, at det fremover fx er slut med at vælge, om dine kontakter skal gemmes på telefonen eller på datakortet. For at aktivere sammenlægningen af hukommelse, skal du aktivt vælge funktionen til. Som standard er hukommelserne adskilte, men du har mulighed for at ændre dette, når du isætter dit datakort. Her vil du blive spurgt, om datakortet skal være en del af den interne hukommelse eller om den skal være flytbar. Vælg intern hukommelse, og du vil se, at din ledige plads på din enhed er højere, end den var førhen.

Track dit mobile dataforbrug

I vores ”Internet of Things”-tider er stort set alle dine applikationer på en eller anden måde forbundet til internettet. Det betyder, at de har et dataforbrug. Data er ikke gratis, og hvis du vil undgå, at din telefonregning løber løbsk, så kan du klikke dig ind under ”databrug” og danne dig et overblik over, hvilke applikationer, der bruger allermest data.

Intelligente ”Vil ikke forstyrres”-indstillinger

Husk at du har en høj grad af frihed over dine ringe-indstillinger, og du kan således indstille din telefon til automatisk at gå på lydløs imellem kl. 8 og 16 eller kun ringe med lyd, hvis det er en vigtig person, der ringer.

Smart Lock

Som skrevet i et tip længere oppe, så er det vigtigt med en låsemekanisme, der kan holde dine data sikre og uden for rækkevidde for nysgerrige øjne og pilfingre. Nogle gange kan det dog være en irritationsfaktor, at hver eneste gang skal taste sin adgangskode for at få adgang til sin egen telefon. Her kan en funktion som ”Smart Lock” være nyttig. Under sikkerhedsindstillingerne kan du vælge, om der er tidspunkter, hvor sikkerhedsmekanismen skal sættes ud af funktion. Det kan fx være på særlige lokationer (fx når du er hjemme), når du har et smart-watch tilknyttet eller hvis telefonen, via kameraet på forsiden af telefonen, kan genkende dit ansigt. Brug dog funktionen med omtanke, så du ikke går på kompromis med din sikkerhed.

Automatisk backup af billeder

Det er slemt at miste sin telefon eller slå den i stykker. Endnu værre er det dog, hvis man har glemt at tage backup af indholdet, så ens dyrebare ferieminder, selfies og madbilleder forsvinder sammen med telefonen. Det har dog aldrig været nemmere at tage backup af dine billeder på din Android-telefon. Du åbner blot for Google Photos applikationen og følger herefter introduktionen for at sætte en automatisk backup-funktion op, så du aldrig mere behøver at tænke på det. Du kan selv vælge, hvilken kvalitet dine billeder skal gemmes i. Som udgangspunkt kan du sagtens gemme i den højest mulige kvalitet, da du får 15 GB plads gratis fra Google og altid kan tilkøbe mere.

Prøv en anden hjemmeskærm

De fleste Android-telefoner kommer med et tilpasset interface lagt over Googles Android styresystem. Dette gør sig fx gældende for den mest populære Android-producent herhjemme, Samsung, der har deres egen ”TouchWiz”, der bl.a. tilpasser telefonens hjemmeskærm. Standard-hjemmeskærmen er ofte begrænset af producenten, og det kan være svært at tilpasse den, så den passer til ens livsstil. Med en applikation som fx Nova Launcher eller Action Launcher kan du dog gøre din telefon meget nemmere at bruge. Du kan bl.a. bruge applikationerne til at ændre ikoner, tilpasse navigationen, organisere dine applikationer anderledes og meget mere. Du kan ændre din hjemmeskærm tilbage igen under punktet i Systemindstillinger.

Lås skærmen

Hvis du har brug for at overlade din telefon til en kollega, der er notorisk kendt for at være en pilfinger, kan du låse skærmen, så vedkommende kun har adgang til den funktionalitet, som han eller hun skal bruge. Som udgangspunkt burde funktionen være slået til som standard på din Android-enhed, men det er den langtfra altid. Under sikkerhedsindstillingerne på din telefon kan du slå funktionen til, hvorefter der vil være en tegnestift i din fane-/multitaskingoversigt. Herefter vil det kræve din adgangskode at få adgang til de applikationer/faner, der ikke er låst, indtil du selv fjerner tegnestiften igen.

Aktiver gæsteadgang

I forlængelse af ovenstående, kan du også arbejde med gæsteadgang til din enhed. Dette er især belejligt, hvis du skal udlåne din telefon i en længere periode. Tryk på profil-ikonet øverst i højre hjørne og vælg gæste-profilen, hvorefter alle dine data, konti og applikationer vil være skjulte. Under indstillinger kan du vælge brugere, hvorefter du nærmere kan tilpasse mulighederne en gæst har med telefonen.

Swipe og skriv

Hvis du vil prøve en ny måde at skrive på din Android-enhed på, kan du prøve at swipe fra bogstav til bogstav, i stedet for at taste, som man plejer. Metoden er forfriskende, men kræver lidt tilvænning, og i starten vil du opleve, at det kan være svært at swipe korrekt. Hvis du har fået blod på tanden, kan du downloade Google Keyboard, der er et mere simpelt tastatur-layout, eller SwiftKey, der giver en række avancerede funktioner til din enheds tastatur.

Spar på batteriet

Alle Android-enheder har et sæt batterispare-indstillinger, der fx skruer ned for lysstyrken og processorkraften, når batteriet når et vist niveau. Nogle, heriblandt Samsungs enheder, har et sæt avanceret funktionalitet, der lukker ned for telefonen bortset fra de mest essentielle funktioner. Du kan sætte din egen strømspareplan op under Batteri-indstillinger.

Del din skærm

Hvis du har en Chromecast eller et Android TV, kan du gøre mere end blot at vise billeder og video på storskærm. Du kan spejle din telefon på storskærm ved at klikke på ”Cast”-ikonet under hurtige indstillinger. Alternativt kan du downloade Chromecast-applikationen til din enhed og vælge telefonspejlings-funktionen heri.

Brug gendannelse af fabriksindstillinger

Med Android 5.1 kom muligheden for at gendanne fabriksindstillinger på din Android-enhed. Dette kan især være belejligt, hvis du skulle miste din telefon eller den skulle blive stjålet. Når funktionen er aktiveret, kan tyven ikke gendanne din telefon, hvis vedkommende ikke kender dit kodeord til Google.

Gem et kort til offline brug

Google Maps er et rigtig stærkt kortværktøj. En af de lækre funktioner er, at du kan downloade et kort til offline brug. Funktionen er dog godt skjult. For at gemme et kort, skal du først gå til det område, som du gerne vil gemme. Herefter skal du klikke på søgebaren i toppen af skærmen, lukke tastaturet og scrolle til bunden. Her vil du blive mødt af muligheden for at downloade kortet.

Og meget, meget mere ...

Efter alle disse tips bør du efterhånden være professionel Android-bruger. Der er rigtig mange funktioner i Android og i vores to artikler om emnet, har vi indtil videre blot skrabet overfladen.

Vil du vide mere, så kontakt os

Hør hvordan vi kan hjælpe jer med at få det rigtige IT-udstyr til virksomheden. Vi kan også tilbyde HaaS-løsninger og WaaS-løsninger, samt Mobility as-a-Service (MaaS).

keyboard_arrow_up