IT-virksomhed: Vi tager sagen i egen hånd med elevakademi

5. juli 2017

IT-branchen oplever markant vækst, og virksomheder mangler derfor kompetent arbejdskraft. Som løsning på udfordringen har virksomheden IT Relation skabt deres eget elevakademi, hvor alle elever indtil nu har fået tilbudt ansættelse efter endt uddannelse.

På tre år er IT-branchens samlede omsætning steget med knap 11 mia. kroner, hvilket svarer til en vækst på 15 procent. Fremgangen mærker man også tydeligt hos virksomheden IT Relation, og det er der ifølge salgsdirektør, Stig Bundgaard, en naturlig forklaring på:

”Omfanget af IT bliver konstant mere udbredt i samfundet. Stort set alt er i dag drevet af IT, som kræver professionelle sikkerhedsløsninger, og det skaber dermed et stort marked for IT-virksomheder. Den teknologiske udvikling går så stærkt, at det kan være en udfordring at rekruttere kvalificeret arbejdskraft inden for IT-branchen, fordi efterspørgslen er så stor.”

Faktisk er behovet for arbejdskraft så stort, at Danmark i 2030 kommer til at mangle 19.000 IT-specialister, vurderer Dansk Erhverv i en aktuel prognose.

Mangel på arbejdskraft
Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af fuldtidsansatte i IT-branchen samlet set med 2.300 personer fra 2015-2016. De positive vækstkurver kalder på flere IT-kyndige medarbejdere i branchen, men det kan være svært at følge med. Næsten hver tredje IT-virksomhed har inden for det seneste år haft ledige stillinger, som de har måtte opgive at besætte, viser en undersøgelse udarbejdet af brancheorganisationen IT-Branchen i 2016.

”Inden for de senere år har vi oplevet en ændring i rekrutteringsfasen, hvor vi som virksomhed selv skal være mere opsøgende. I dag kan man ikke sidde at vente på, at de rette medarbejdere selv kommer til en. Mangler man dygtige folk, er man nødt til gøre sig attraktiv og tage sagen i egen hånd,” siger Stig Bundgaard.

For at løse udfordringen med manglende arbejdskraft har IT Relation derfor skabt deres eget elevakademi ’Kapow Academy’ i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne Mercantec, Herningsholm og Aarhus Tech.

Elevakademi udvikler talenter
På IT Relations elevakademi starter to hold om året bestående af cirka 10-15 personer, hvor eleverne har mulighed for at uddanne sig til enten supporter eller datatekniker.

”Med vores elevakademi kan vi selv udvikle vores unge talenter, og det skaber en vigtig kultur og loyalitet i virksomheden. Fremtidens folk i IT-branchen er dynamiske. Teknologien flytter sig meget hurtigt, og her er især de unge agile, når det gælder om at følge med,” siger Stig Bundgaard.

En af de unge talenter, der følger undervisningen på IT Relations elevakademi, er 25-årige Jacob-Daniel Mynster, og han er begejstret for at få muligheden for at blive en del af det praktiske undervisningsforløb:

”Arbejdet hos IT Relation er både sjovt og udfordrende. Nogle gange modtager du et opkald, hvor du umiddelbart ikke har en jordisk chance for at løse problemet, og så er det en spændende udfordring at finde løsningen. Derfor er det enormt lærerigt, at jeg kan trække på alle mine dygtige kollegaer.”

Alle elever har fået job
Jacob-Daniel Mynster arbejder i dag i servicedesken hos IT Relation, hvor han tager imod opkald fra kunder og hjælper dem igennem deres daglige IT-problemer. Arbejdsopgaverne tæller alt lige fra at sætte en printer op til at reparere en computer, der ikke længere vil starte.

”Jeg sigter stærkt efter at blive datatekniker, og min forventning er, at jeg kan få et job hos IT Relation, når jeg færdig med min uddannelse,” siger Jacob-Daniel Mynster.

Erfaringerne indtil nu viser, at der er gode jobmuligheder hos IT Relation. Alle elever på elevakademiet har nemlig fået tilbudt fast arbejde efter endt uddannelse. Elevakademiets næste hold starter til oktober i 2017.


FAKTA

  • I 2030 kommer Danmark til at mangle 19.000 IT-specialister, vurderer Dansk Erhverv i en aktuel prognose (Kilde: Dansk Erhverv, prognose fra 2017).
  • På tre år er IT-branchens samlede omsætning steget med knap 11 mia. kroner, hvilket svarer til en vækst på 15 procent (Kilde: Danmarks Statistik, 2012-2015, seneste opgørelse).
  • Antallet af fuldtidsansatte i IT-branchen steg samlet set med 2.300 personer fra 2015-2016 (Kilde: Danmarks Statistik).
  • Næsten hver tredje IT-virksomhed har inden for det seneste år haft ledige stillinger, som virksomheden har måtte opgive at besætte. (Kilde: Brancheorganisationen IT-Branchen, 2016)


KONTAKTINFO
Stig Bundgaard
Chief Sales Officer, IT Relation
stbun@itrelation.dk
+45 25 60 06 67

 

 

Tilbage

keyboard_arrow_up
Loading...